Som forældre

 

Når ens børn kører MTB kræver det en indsats fra forældrene, men samtidigt er det også en fantastisk måde at være sammen med sine børn og andre forældre på.

 

Deltagelse i træning

Klubben har en forventning om, at der er voksne, som børnene kender med på turen, så længe man ikke er fortrolig med trænerne eller stadig har brug for far eller mor, når man slår sig. Kører man med til træning kører fører-træneren forrest og derefter børnene – forældrene kører sidst. Vi forventer også, at forældre, der kører med, både tager ansvar og træder til, hvis andre børn f.eks. har problemer med deres cykler.

Når ens barn kender trænerne godt, ser vi helst, at forældrene finder sammen og skaber et fællesskab, hvor man kører alternative ture.

 

Nye trænere

Klubbens ungdomsafdeling vokser hele tiden, og derfor håber vi, at mange forældre vil være med i trænerteamet. I bliver tilknyttet et hold som hjælpetræner – der vil altid være et par erfarne trænere. Vil du give en hånd tilbyder klubben mulighed for deltagelse i uddannelsesforløb. Er du interesseret så send en mail til: hmtbkintro@gmail.com

 

Deltagelse i konkurrencer og alternative træninger

Der er flere MTB løb for børn og unge, og vi arrangerer også træning i alternative skove for at prøve noget nyt. Klubben har ikke mulighed for at sørge for transport af cykler og børn, så derfor er det nødvendigt, at I støtter op om jeres børns interesse ved at køre dem til disse arrangementer. Har I mulighed for at have flere cykler med, kan I arrangere samkørsel i klubbens facebookgruppe.

 

Vedligeholdelse af cykler

Cykler, som bruges aktivt i skoven, trænger til eftersyn efter hver træning. Når man ikke er så gammel, er det svært at lave cykel selv. Derfor er det vigtigt at få hjælp til at holde cyklen vedlige. Den bør tørres af/vaskes og smøres efter hver træning. Der skal også testes at gear og bremser fortsat er velfungerende. Det er dyrt at køre cyklen til cykelhandleren, så det er en god ide at kunne de mest almindelige reparationer selv. Spørg gerne nogle af trænerne, som næsten alle sammen kender meget til cykler.
Hold i dag

Instagram