Opstart

 

Future er HMTBK's ungdomsafdeling. Vi er et stykke over 100 ungdomsryttere, men vi har plads til flere


Hvis du er mellem 6 og 17 år så kan du tilmelde dig til et af vores intro-arrangementer under Events i topmenuen. Hvis du har lyst til at fortsætte med at køre MTB efter intro-arrangementet, så tag en snak med træneren, som kan fortælle dig hvilket hold du skal køre med fremover.

Vi forventer der kører en forældre med, hvis man er under ca. 11-12 år. Hvis man kører alene skal du have et sygesikringsbevis med samt et mobilnummer til en voksen. Det er meget sjældent der sker noget men cykler kan også gå i stykker.

Vi kører fra klubhuset på Rudegaard stadion og slutter samme sted. Kom gerne 5-10 minutter før start - så er der tid til at hilse på hinanden inden vi starter.

Har I spørgsmål til Future, er I velkomne til at kontakte hmtbkintro@gmail.com.

 


Cyklen

Det er selvfølgeligt nødvendigt at børnene er udstyret med en nogenlunde OK cykel, og at de kan køre på den. Det behøver ikke at være en Scott børne MTB til 15.000 kr., men der skal være mere end 3 gear på. Vi forventer at der er minimum 7 udvendige gear på cyklen, ellers er det simpelthen for svært at komme op ad bakkerne.

Cyklen skal være forsynet med 2 håndbremser. Erfaringen har vist at T-Hansen, Harald Nyborg og andre billige cykler IKKE kan holde til mosten - de rasler bare fra hinanden. Om vinteren er det specielt vigtigt, at I bruger tid på cyklen, da det er rigtigt synd for børnene, hvis de kører på en cykel, der ikke virker - og alle skal vente på dem hele tiden. Derfor bedes I som forældre tjekke:

 

  • At bremserne virker: Specielt fælgbremser med kabler kan blive svære at trykke i bund for børn. Sørg for at smøre kablerne og skifte dem rimelig tit. Tjek også bremseklodserne, at de ikke er slidt i bund. (når - og hvis - I skal købe ny cykel så overvej en med hydrauliske skivebremser - de er MEGET nemmere for børn at bruge).
  • At gearet virker: Specielt er det ofte meget svært for børnene at skifte når kablerne er stramme (de har ikke kræfter til det). Så også her er det vigtigt at smøre kablerne og skifte dem tit. Det er også vigtigt at kæden holdes ren og velsmurt.
  • At dækkene har knopper: Det er svært nok at holde balancen når det er mudret og der ligger sne. Så sørg for at der er nogle dæk på med gode knopper.

 

Beklædning

Hjelm er et krav - også for de forældre der kører med. Vi anbefaler derudover cykelbriller med klart glas og cykelhandsker. Der ud over er det vigtigt at det er tøj, som sidder tæt til kroppen og som ikke bliver tungt eller koldt, når det bliver vådt. Om vinteren er det koldt og vådt så skiundertøj og noget vindtæt er godt. Fingre og tæer er meget udsat, fordi de ikke bevæger sig så meget. Derfor er gode handsker og f.eks. neopren overtræk godt om vinteren.

 


HUSK at give barnet Sygesikringsbevis + telefonnummer og gerne en mobil med.

 

Mht. erfaring - så kræves der ikke den store erfaring, men barnet skal ikke være bange for at blive mudret - og de fleste vil komme ned at ligge en eller flere gange - og det kan ikke undgås, at der kommer en skramme ind i mellem. Desuden skal barnet have en ekstra slange svarende til deres dæktype med (24", 26", 27,5" eller 29"). HMTBK vil have værktøj og pumpe. Vi bruger normalt racerventiler. Hvis det er autoventil skal du selv have pumpe med til det. Det kan også være en god idé at have et quick-link med, hvis kæden skulle knække. Sørg for at det passer til den kæde og gearsystem der sidder på cyklen.

 

 

- 

Hold i dag

Instagram